Velkommen til Institut for Dansk Spiludvikling!

Velkommen!

Her på det nystartede Institut for Dansk Spiludvikling vil vi her på bloggen hver uge samle op på et par af de mere spændende danske og internationale trends inden for spiludvikling. Det kan være nyheder, interessante nye teknologiske fremskridt, eller et nyt sted, vi har opdaget, der kan fungere godt som en ressource for spiludviklere og spilinteresserede.

Derudover vil vi fra tid til anden også publicere indlæg fra vores egne eksperter, der diskuterer eller analyserer problemstillinger – og måske af og til en gæsteblog!

For det meste vil vi her holde tonen let, mens de mere hardcore analyser enten vil være separate blog-post eller – hvis de er indgående nok – blive publiceret som e-bøger.

Her til at starte med, ville det være helt forkert ikke at nævne, at Spilprisen 2015 lige er blevet uddelt. Spilprisen er indstiftet af Producentforeningen, der er brancheforening for indholdsproducenter på tværs af en lang række medier, og det er en kritikerpris – hvilket vil sige, at dem der deler den ud har fokus i meget høj grad på spils kunstneriske værdi, snarere end på deres salgsværdi. Den helt store vinder i år var Press Play, der vandt priser både for Kalimba – et herligt co-op spil fyldt med totempæle – og for Max: The Curse of Brotherhood – seneste skud på stammen i plaformsspilserien, hvor man løbende tegner nye ting til verdenen. Bedste lyddesign gik til det stilfulde The Silent Age: Episode 2 fra House on Fire – et spil, der står især campuschef Jonatan Ydes queer-elskende hjerte nær. Der var mange andre priser at glædes over, men vi bliver nødt til lige at nævne, at den herlige Dennis Nielsen fra Exploding Cow (og Press Play) vandt Årets Showcase med det fine spil Plantman – et afgangsprojekt, hvor en håndfuld programmører fra Dania i Grenå hjalp til! Og ydermere var det fremragende lille puzzle-spil Sky Agent af vores helt egne Muton Softworks! Vi er selvfølgelig meget stolte!

I skrivende stund er E3 i gang og for spiludviklere lader den mest interessante nyhed lige nu (igen, i skrivende stund, watch this space, opdateres, true believers!) at være at early access bliver fuldt integreret som en udgivelsesmetode på Xbox One. Denne systematiserede demo-måde at udgive på minder så meget om shareware, at selv om man kan høre kynikerne brokke sig over at skulle (kunne) betale for et spil, der ikke er færdigt, så varmer det hjertet på enhver, der er vokset op i slut-80’ernes floppy-disk verden. Forretningsmodellen har vist sig at være rigtig god for specielt virkeligt innovative udviklere såsom Dean Hall med DayZ og det at brede infrastrukturen ud skal nok komme flere udviklere til gode.

Og endelig er der kommet en ny opdatering til Unreal Enginen. Mens folk har haft travlt med at småklukke over den fremhævede nye og mere realistiske græsrenderingsfeature, så er vi her på stedet mere begejstrede over den nye visualiseringsmetode, der gør det mere overskueligt, hvor meget forskellige assets fylder i hukommelsen. Ethvert skridt i retningen af, at der er nemmere tilgængelighed i brugen af de mest udbredte engines er en god ting, set fra vores synspunkt. Men ja, det bliver sweet at se geder gumle det nyrenderede græs i en fremtidig udgave af Goat Simulator – som der skam også sidder en Dania alumne og arbejder på!

-Mikkel Lodahl, projektleder og lektor

Posted in Blog, Round-Up and tagged , , , , , , , , , .

Admin

Administrator

Comments are closed.